Fremtidens maskinmester - i praktik hos Junget

Hos Junget er Noah tilknyttet serviceafdelingen, hvor han dagligt er med på opgaver sammen med vores erfarne serviceteknikere. Arbejdsdagene er alsidige og spænder fra fejlfinding og planlagt service til opstilling af nye CNC-anlæg. Kombinationen af teknik, kundekontakt og variation i opgaverne giver en praksisnær læring, hvor ingen dage er ens.
"Det er fedt at komme med ud og opleve virkeligheden. Man lærer rigtig meget af at se, hvordan tingene fungerer i praksis – og ikke kun på skolebænken,"fortæller Noah.
Praktik med perspektiv
For Noah handler praktikforløbet ikke kun om teknik. Med ambitioner om en fremtid som projektleder eller koordinator er det også vigtigt at forstå processer, samarbejde og arbejdsgange på tværs af virksomheder. Som servicetekniker på farten får han netop indblik i mange forskellige produktioner og måder at arbejde på – erfaringer, der rækker langt ud over den tekniske del.
Hos Junget ser vi det som en vigtig opgave at give unge som Noah den praktiske erfaring, de har brug for:
“Vi er altid på udkig efter dygtige folk til vores serviceafdeling, og vi tager gerne medansvar for at uddanne næste generation af teknikere og maskinmestre,” fortæller Emil O. Lassen, servicechef hos Junget.
En god praktik starter med det rette match
Noah fandt sin praktikplads gennem netværk – en anbefaling og et tip blev hurtigt til en konkret mulighed. Hos Junget bakker vi gerne op om unge i uddannelse og har gode erfaringer med både lærlinge og praktikanter.
Vi har i gennemsnit to lærlinge ansat ad gangen og har bl.a. haft praktikanter fra uddannelser som produktions teknolog og markedsføringsøkonom. Hos Junget prioriterer vi at give unge mulighed for at udvikle sig i praksis. Vi bakker gerne op om den næste generation af teknikere, specialister og ledere.