Vahle investerer i godt håndværk

Hos Vahle i Mørke på Djursland arbejder man tæt sammen med kunder og arkitekter for at skabe arkitektoniske og kundetilpassede dørløsninger, hvad enten det gælder en dør i en gammel herregård eller indvendige dørløsninger i nye bygninger med et unikt design. Alt er muligt, blot materialet er af træ.
Vahle har således leveret indvendige døre til prominente bygninger som Amalienborg, Det Kongelige Teater samt Hotel D’Angleterre og kan skrive moderne bygninger som Dokk1 og Bestsellers hovedkontor på Århus Havn på referencelisten. Hos Vahle er godt gedigent håndværk i særklasse fundamentet bag enhver dør, og ingen løsninger er ens.
Håndværk i særklasse laves med moderne maskiner
Da Vahle i 2016 stod for at skulle udskifte en ældre fræser, traf ledelsen en stor beslutning om at omlægge produktionen. Ønsket om at effektivisere produktionsprocessen var stor, og i og med at man arbejder med mindre seriestørrelser, havde man især et ønske om at spare tid på omstillinger. Op til sommerferien 2016 fik Vahle derfor leveret en ny Weinig Powermat 700 kehler, der fremadrettet skal stå for bearbejdningen af dørkarme.
Maskinen er udstyret med en Powercom styring og en OptiControl, der automatisk tilpasser og opmåler værktøj, så det er nemt og hurtigt at skifte værktøjer på maskinen. Med en OptiControl undgår man også at skulle lave prøveemner, hvilket igen giver en tidsbesparelse og minimerer spild. Derudover er maskinen udstyret med et udløbsbord med tilbageløb, der har vist sig at være yderst praktisk. De bearbejdede emner bliver nu ført tilbage til operatøren, som nemt kan tage dem fra og samtidigt fodre maskinen med nye emner.
Inden maskinen blev bestilt, var Ejer, Ole Mølby og Produktionschef Ole Nebel sammen med Junget på besøg hos Weinig for at se en tilsvarende maskine arbejde. Under besøget havde de mulighed for at teste, at maskinen virkelig kan levere en finish, der lever op til Vahles ekstremt høje standard. Et besøg, som fik dem overbeviste om, at tiden var kommet til at få omlagt produktionen.

God forberedelse er altafgørende for succes
Ser Ole Mølby tilbage på forløbet, så konkluderer han, at Vahle i dag har opnået den effektivisering og fleksibilitet, de havde håbet på, og om processen konstaterer han, at selve installation af maskinen viste sig at være en mindre del. For ham står hele beslutningsprocessen og tiden med alle forberedelserne som en langt større opgave. Skal Ole give et godt råd videre til andre i samme situation, så er anbefalingen klar.
- Sørg for at være godt forberedt. God forberedelse mht. data, antal varianter og værktøjskomponenter er altafgørende for den efterfølgende succes, forklarer han.
- Ole Nebel slår også fast, at en kehler, uanset brand, ikke er noget værd uden gode værktøjer, og i den sammenhæng har det været en fordel at arbejde sammen med Junget, der har leveret begge dele og dermed har haft det samlede ansvar for leverancen.
